Case: Løgstør Rør

Optimal identifikation med nyt etiketteringssystem
Ved hjælp af et nyt etiketteringssystem fra Norris Print-Tech og Zebra Technologies sikres Løgstør Rør A/S en optimal og sikker identifikation og håndtering af alle sine rørprodukter.

Løgstør Rør A/S leverer præisolerede rørsystemer til over 35 lande verden over. Rørsystemerne anvendes til transport af væsker og luftarter i nedkølet eller opvarmet form. For at sikre identifikationen og håndteringen af de enkelte rørdele både internt og eksternt har virksomheden installeret en ny mærkningsløsning fra Norris Print-Tech med mulighed for tilknytning af flere Zebra etiketprintere til SAP vha. Zebras nye etiketdesignsoftware BAR-ONE for SAP R/3.

Behovet for et nyt system til mærkning af de enkelte rørdele opstod, da Løgstør Rør indførte nye krav til både udseende og indhold af de anvendte etiketter. Det gamle system    fungerede simpelthen ikke hurtigt og effektivt nok, og Løgstør Rør henvendte sig derfor til Norris Print-Tech A/S, der er leverandør af Zebras produkter i Danmark.

Norris Print-Tech anbefalede BAR-ONE for R/3, som er et letanvendeligt designprogram til etiketter. Programmet genererer SAP-script til brug sammen med Zebra etiketprintere. Dette SAP-script uploades og integreres i SAP R/3 Enterprise Ressource Planning (ERP) systemet, og det betyder, at etiketterne kan designes centralt og derefter let uploades til og udskrives på Løgstør Rørs lagre i både Danmark og Polen. Norris Print-Tech har stået for al teknisk support til Zebra printerne og har også været behjælpelig med at videregive ønsker om ændringer i systemet til Zebra Technologies. Desuden har Norris Print-Tech løbende forestået opdateringer af BAR-ONE software i udviklingsperioden.


Specielle krav
Løgstør Rør stiller store krav til det nye system og har derfor selv været med til at videreudvikle systemet, så det passer til deres specielle behov. Hver enkelt etiket skal indeholde en stregkode, logo og kontaktinformation samt teknisk produktinformation suppleret med en grafisk afbildning. Det betyder, at systemet skal kunne håndtere at printe med variabel grafik, hvilket traditionelt er en vanskelig opgave i ERP-systemer.

- "Den grafiske afbildning sikrer, at man altid er 100 procent sikker på, hvad det er for et rørstykke, man står med i hånden. Herved kan vi sikre en optimal identifikation og korrekt håndtering af vores produkter i forbindelse med både lager, forsendelse og montering"
, fortæller Finn Kvistgaard Rasmussen, IT-chef hos Løgstør Rør A/S og fortsætter:

- "Systemet er brugervenligt og yderst fleksibelt. Vi sparer samtidig tid, fordi design og grafik laves centralt. Nu kan vi udnytte ERP systemet maksimalt, og får på den måde en hurtigere og mere effektiv distribution af vores produkter."


En printer til alle formål
BAR-ONE for R/3 fungerer stort set ligesom Windows-programmerne. Selve udskrivningen styres centralt fra SAP R/3, og herved elimineres behovet for en mellemserver. Det betyder, at opdatering og ændringer af etiketdesign kun skal foretages ét sted. Softwaren er kompatibel med alle typer printere fra Zebra Technologies.

Løgstør Rør bruger tre slags printere fra Zebra Technologies, hvoraf tre står i virksomhedens datterselskab i Polen. Dels bruges Z4000 12 dots/mm (300 dpi) til udprintning af papiretiketter til mærkning af produkter på råvare- og mellemvarelagre. Derudover anvendes de brede og meget kraftige 170XiII og 170XiIII 12 dots/mm (300 dpi) til udprintning af store plastetiketter til mærkning af de færdige rørprodukter.

Plastetiketten er nødvendig, fordi rørene skal kunne ligge ude i al slags vejr. På byggepladserne udsættes rørene for markante påvirkninger i form af varme, kulde, regn og slud, og det er vigtigt, at etiketterne bliver siddende, hvor de skal på trods af vejret.